fredag den 14. maj 2010

Opvarmningen overtrumfer 2000 års naturlig arktisk nedkøling

Arktiske temperaturer nåede i 1990'erne deres højeste niveau i mindst 2.000 år viser ny forskning.
Undersøgelsen, der omfatter geologiske temperaturmålinger og computersimuleringer, indeholder nye beviser for, at Arktis ville være blevet koldere, hvis ikke udledningen af drivhusgasser havde overvældet de naturlige klimamønstre.

Den blå linje viser arktiske jordtemperaturer i sommersæsonen over de seneste 2000 år baseret prøver fra sedimenter i søer, iskerner og træringe. Den røde linje viser den seneste opvarmning baseret på faktiske observationer. (Grafik: Science, UCAR)

Undersøgelse, der blev ledet af Northern Arizona University og National Center for Atmospheric Research (NCAR), bliver offentliggjort i september-udgaven af det videnskabelige blad Science.

Forskerne rekonstruerede sommertemperaturerne over hele det arktiske område de sidste 2000 år, årti efter årti. Hidtil har man kun kendt temperaturerne 400 år tilbage på et tilsvarende detaljeringsniveau.

Forskerne har dermed sandsynliggjort i meget høj grad, at den gradvise afkøling af Arktis gennem flere tusinde år, der er relateret til den naturlige udvikling i Jordens bane, ville have fortsat i dag, hvis ikke udledningen af CO2 havde blandet sig i temperaturudviklingen.

- Denne undersøgelse giver os en langsigtet temperaturkurve, som afslører, hvordan drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter overvælder det naturlige klimasystem i Arktis, siger David Schneider fra NCAR, der er en af medforfatterne.

Darrell Kaufman fra Northern Arizona University er hovedforfatter på undersøgelsen. Han siger, at resultaterne viser, at den globale opvarmning i nyere tid er mere ekstrem end tidligere dokumenteret.

- Forskere har vidst længe, at den nuværende periode med global opvarmning har fundet sted på baggrund af en langvarig afkølende tendens. Vores rekonstruktion fastlægger denne afkøling med større sikkerhed end før, siger Darrell Kaufman.

Læs mere om undersøgelsen

0 kommentarer:

Send en kommentar